Det nuværende Sønderjylland har kun været en del af Kongeriget Danmark siden 1920. Før var det i en periode tysk og før det igen en del af Hertugdømmet Slesvig. Det betyder, at Sønderjylland på mange områder er blevet administreret anderledes end Kongeriget, og det stiller særlige krav til de slægtsforskere, der har aner i denne landsdel. På kurset får du præsenteret de særlige sønderjyske kilder samt henvisninger til, hvor du eventuelt kan finde kilder i Tyskland. Kurset kan udvides med en ekskursion til Rigsarkivet i Aabenraa den 26.2., hvis der er interesse for det. Medbring bærbar pc (kan evt. lånes på skolen ved henvendelse til kontoret senest ugen før kursusstart).