Heldigvis har mange fået øjnene op for yogaens gavnlige virkning på både krop og sind. Der er utrolig mange gode tilbud og forslag til, hvordan yoga skal udføres og hvad der vægtes i stillingerne. Fælles for de fleste yogaformer er, at stillingerne er de samme. Der findes uendelig mange yoga stillinger - alle med hver deres fysiske og psykiske gavnlige effekt.
At udføre yoga og have yogaen i sit liv som en metode til at holde sin krop fit, fleksibel og fri for skavanker, kræver vedholdenhed og kontinuerlig praksis. Det behøver ikke være uoverskueligt. Det handler om at ville det.
Kort beskrevet er en Iyengar yoga lærer:
- Veluddannet med certifikat, som skal fornyes en gang årligt
- Struktureret i sin undervisning og opbygger den så den har et dybere mål
- Bruger hjælpemidler så eleven kan udføre svære stillinger og samtidig udføre dem korrekt, stå længe i stillingen og opnå stillingens fulde effekt
Dette Iyengar yoga hold er et hensyntagende hold. Her har kursisterne skavanker af forskellig art. Derfor er der meget forklaring til de enkelte stillinger, så man lærer kroppen at kende, at arbejde med den på trods af skavanker og skader. Det viser sig ofte at det at arbejde med en skade, ikke at beskytte den og indkapsle den, giver et godt resultat for helingsprocessen. Samtidig lærer vi ikke at kompensere andre steder i kroppen, når vi har en skavank.
Bemærk venligst, at dette hold er oprettet som undervisning for specifikke/særlige grupper:
Der gives et højere tilskud til deltagelse på hold med specialtilrettelagt undervisning, hvor undervisningen tilrettelægges med hensyntagen til den enkelte deltagers funktionsnedsættelse.
Det kræves derfor, at deltageren underskriver en 'tro og love erklæring', som bekræftelse på sin fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse.
Der må højst være 8 deltagere på hvert hold.